lørdag den 31. maj 2014

Hvad med sådan en her på sådan en lørdag aften?


Rugbrød med hakkebøf og spejlæg er toplækkert. Sådan er det bare. Servér med rå løg, piccadilly, conichoner, tomat og frisk løvstikke!  

fredag den 30. maj 2014

Chili con remolacha!


Jeg blev egentlig bare lidt inspireret af en mand på tv, der blendede grøntsager i sovsen for at gøre den mere sund. Det ene tog det andet, og jeg manglede en lille overspringshandling fra min eksamenslæsning.

Chili con Remolacha (rødbede)

Hele hvidløg, porrer, lidt BACON og rødbede skåret i grove stykker ristets af på panden med rigeligt olivenolie, frisk peber, chili og hvad du ellers kan tænke dig af gode krydderier.

Jeg havde en hjemmelavet tomatsupper fra dagen før, som jeg spædede til, men man kan også bare bruge et par dåser flåede tomater og lidt fløde.

Det hele skal stå og simre lidt indtil rødbedestykkerne er al dente.

Alt imens det simrer, steges (i mit heldige tilfælde) 500 gr. hakket limousine kalvekød - gerne leveret fra en rar far, der sørger for at holde din fryser fyldt op. Tilføj blot lidt salt og peber til kødet

Blend nu suppen med en stavblender og tilføj kødet. Servér med 18 % cremefráiche rørt med lidt A38 - det giver en særlig god smag! Ja - og så selvfølgelig et iskoldt glas Rosé - ikke brût, som er vist på billedet. 

Ps. Jeg har ikke skrevet mængder på, for det kommer lidt an på dit behov for meget/lidt bacon :-)

Pps. Rødbede er rig på kulhydrater og fibre samt jern, C-vitamin og B-vitaminet, folacin og nitrat. 

mandag den 16. september 2013

EP-release

Foto: Martin Høybye

I torsdags skulle jeg lave mundhapsere til min gode veninde Amalie Riis' EP-release. Det var en rigtig skøn udfordring og jeg lavede 5 forskellige slags muffins, hvoraf 4 af dem var madmuffins.

På billedet ses muffins med artiskokpesto og bresaola, grøn pesto og røget laks, soltørrede tomater og squash, blueberrycheesecakemuffins og chévre chaud muffins med forårsløg.

I øvrigt kan du lytte til og købe Amalies skønne EP her


torsdag den 5. september 2013

Frugthøst i Amager Fælled!






Så har vi været på Amager Fælled og høstet dejlig frugt og bær. Man kan plukke æbler, mirabeller, blommer og brombær en masse!
Vi brugte dagens indsamling på at lave en lille marmelade ved at bruge pektinen fra umodne små æbler. Jeg kogte æblerne uden kernehus og sammen med sukker (det behøver man vist ikke) i ca. ½ time. Derefter mosede jeg den grødede æblemasse igennem en almindelig si. Hvis man vil have en mere raffineret gelé, kan man lade saften sive igennem et klæde natten over.

Vi samlede:

100 gr. brombær (der blev spist en del på turen)
200 gr. mirabeller (vægt efter udstening)
350 gr. små umodne æbler (vægt efter fjernelse af kernehus - som i øvrigt ikke er nødvendigt at gøre)

Æblerne koges op med 2 dl. vand og 200 gr. sukker. Koger indtil det har konsistens af grødet masse.

Brombær og mirabeller koger med 200 gr. sukker og kornene fra 1 vaniljestang ved middel varme.

Æblemassen moses igennem en si og i blandes bærmarmeladen. Det koger sammen i ca. 20 minutter.

Hæld marmeladen på skoldede glas :-)

torsdag den 7. februar 2013

Les Choux




Jeg har får en rigtig behagelig følelse, når jeg pudser gammelt sølvtøj, polerer en beskidt rude, udspartler huller, maler en væg i en ny farve OG når jeg skal piske, som gjaldt det døden, hvorfor jeg altid laver opbagte sovse. Har du det også sådan? Nå ikke? Så skal du ikke gå i gang med følgende projekt.

Jeg skal lave fastelavnsboller til mine søde vuggestuebørn og deres herlige beskyttere (pædagogerne), men jeg syntes ligesom, at den der croissantdej var lidt for heftigt at begive sig ud i lige i dette tilfælde. Så jeg har lavet vandbakkelser. Og det er jo det nemmeste og taknemligste stykke kagebrød, der findes, altså.

Til 33 personer (store og små) har jeg lavet en portion på 50 stk:

300 gr. smør
6 dl. vand
300 gr. mel
10 store æg

Smør og vand koges op i en gryde og så kommer det... mel hældes i og piskeriset får sin lille solo. Der skal piskes som bare fanden. Det kan godt betale sig at bruge en elpisker, for dejen bliver hurtigt fast. Når den slipper siderne af gryden, tages gryden af varmen og dejen køler lidt af.

Slå alle æggene ud i en skål og hæl dem i dejen én blomme med lidt hvide ad gangen, mens du pisker grundigt. Dejen bliver nu meget elastisk, glat og smidig (og kan godt finde på at hænge fast om piskerisene på en meget uhensigtsmæssig måde). Kom den i en sprøjtepose og sprøjt små portioner ud på et stykke bagepapir. Husk, at vandbakkelserne hæver til over dobbelt størrelse, så giv god plads imellem.



Bag dem i ca. 20 min ved 220 grader. Test, om de er færdige ved at tage en ud, og se, om den falder
sammen.

Hvilken slags creme skal jeg mon komme i?
















mandag den 21. januar 2013

Les croissants



Endelig har jeg overvundet min akilleshæl og skabt.. en croissant! Sprød og med 27 lag. Det er en fantastisk følelse, der fik mig i et helt overgearet humør. Jeg kan slet ikke finde ud af at spise dem uden at pille dem langsomt fra hinanden for at beskue de fine lag..
Det skal også lige nævnes, at processen tog mig ca. 3 dage og jeg har aldrig fulgt en opskrift så nøje i hele mit liv. Du vil sikkert også gerne have den? Værsågod:
ca 10 croissanter:

Dag 1:
Først skal der komponeres et såkaldt hævestykke. Alle ingredienserne skal i køleskabet et par timer, før du går i gang:

Hævestykke:
50 gr. glutenfyldt mel
30 ml. kold mælk
½ tsk brun kold farin..
1 knivspids kold salt
2½ gr. gær (meget lidt)
10 gr. usaltet smør
Ingredienserne blandes og æltes (helst på maskine), indtil dejen er elastisk. Derefter hviler den lille dejklump  indpakket i film ved stuetemperatur i 2 timer. Sæt den på køl natten over.

Dag 2:
Igen skal alle nedenstående ingredienser stå på køl i minimum 2 timer før de blandes.

Croissantdej:
Hævestykket
465 gr. glutenfyldt mel
275 ml. kold mælk
½ dl. eller 30 gr. brun farin
1½ tsk. salt
20 gr. gær

Det hele røres sammen ved lav hastighed på røremaskinen i 3-4 minutter indtil dejen er elastisk og lækker. Saml dejen til en kuge og sæt den på køl natten over.

Dag 3:
I dag er der premiere på les croissants!

Tag 250 gr. usaltet rigtig smør direkte fra køleskabet (IKKE smørbart halløj) og rul det mellem to stykker bagepapir til det har en tykkelse på ca. 1 cm og danner et kvadrat. Læg så kvadratet i køleskabet, mens du udruller croissantdejen til et rektangel på ca 15 x 30 cm. Placér smørstykket på den ene side og fold dejen henover smøret og luk det inde hele vejen rundt.

Rul så dejen forsigtigt ud til et rektangel på ca. 20 x 45 cm. Fold rektanglet en trediedel ind over sig selv og fold den anden trediedel ind over - ligesom et brev.

Nu skal dejen pakkes ind i film og hvile i køleskabet i 20 min. Gentag processen fra før yderligere 2 gange men drej dejen 90 grader hver gang, så glutenet bliver strukket i alle retninger.

Efter disse 3 gange inkl. hviletider rulles dejen ud til et rektangel på 20 x 60 cm med en tykkelse på 5-8 mm. Der skæres med pizzaskærer 10 trekanter, der er 6 cm i bunden og 20 cm i højden. Fordel trekanterne på en bageplade og sæt den i køleskabet (igen...) i ca. 10 min. Stræk derefter forsigtigt i trekanterne og rul dem sammen nedefra og op og hæft spidsen fast uden croissanten.

Lad nu croissanterne hæve under et fugtigt klæde ved stuetemperatur i 2 timer! Derefter pensles de med en blanding af lige dele æg og mælk + en lille smule salt

Tænd ovnen på 240 grader og skru ned til 190 grader i det du sætter croissanterne i ovnen. Bag dem indtil de er gyldne (jeg bagte mine i ½ time, men opskriften sagde et kvarter..) Kig på dem - det ser fantastisk ud, når man kan se lagene separere..

Og så har du brugt et halvt liv på at bage de dejligste og lækreste stykker bagværk!











lørdag den 19. januar 2013

Er der andre end mig, der har læst denne artikel?

Hm. Faldt over denne artikel i politiken og har ikke rigtigt kunne slippe den siden. Vi jagter sundheden i dag som en anden religion, som om den i sig selv sætter os fri og giver os evigheden i bytte for lange ulidelige løbeture og faste fra fedt og kulhydrater. Jeg er ikke kostekspert, men jeg ved een ting: Sukker og fedt smager fantastisk! Og hvis ikke jeg må bruge riiiigeligt med smør for at kunne være en del af den nye sundhedsfascisme i dette land, så melder jeg mig ud (ikke af Danmark - bare den der helseklub).

Og så husk lige, at vi faktisk skal have energi fordelt på:

Kulhydrat = 50-60% 
Fedt = 20-30% 
Protein = 15-20%
(taget fra sundhedsguiden.dk)

I øvrigt så har størstedelen af danskerne sandsynligvis slet ikke råd til at lave den gourmetmad, brdr. Price laver - i hvert fald ikke til daglig, så mon ikke det går. Lad os dog fejre den gode smag og variationen i stedet for al den mængdepedanteri!

Vi fejrer, at det er lørdag i dag med denne dejlige marengskage med flødeskum, mango og ananas: