lørdag den 10. september 2011

Gentofte flytter til Israels Plads!



Jeg var da ligesom alle andre nysgerrig efter at se det nye "Torvehallerne". Blot må jeg sige, at mine forventninger med mødt med... lige præcis det, jeg forventede: Et smart, dyrt og prætentiøst marked, hvor kilopriserne generelt oversteg enhver moderne husmors/fars budget - dvs, hvis man altså ikke lige kommer fra Gentofte etc. Udover priserne, var jeg noget skuffet over udbuddet af varer. Der var ligesom ikke noget nyt under solen. Blot kunne jeg nu få lov at betale 31,50 for sushi nori i stedet for de 19.50 hos min sædvanlige grønthandler. Jeg er her ret sikker på, det ikke er kvaliteten på varen, der determinerede prisen, men derimod den høje husleje. 

   Når det så er sagt, så blev jeg glædeligt overrasket over Coffee Collective, der netop har åbnet en café i Torvehallerne. Jeg havde fået dem anbefalet og måtte lige teste, om kaffen faktisk var så god, som lovet.Prisen for en cappuccino lå på 28 kr, og den skuffede altså ikke! Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var en af de bedste kopper kaffe, jeg nogensinde har smagt. Så hvis jeg vender tilbage til Torvehallerne igen, vil det helt sikkert være til Coffee Collective´s fortjeneste...

Ingen kommentarer: