lørdag den 30. juli 2011

Mirabellamarmelade





Så er der gang i gryderne igen. Mine 3 drenge var nede og fodre ænderne og kom hjem med en ordentlig pose nymodnede mirabeller. Det måtte der gøres noget ved! Hermed en lille Mirabellamarmeladeopskrift:


Der skal bruges:


1 kg. udstenede mirabeller
3 dl. vand
400 gr. sukker
400 gr. brun farin
saften fra 1 stor citron
2 tsk. kanel
pektinpulver ca. 2 tsk


Mirabellerne vaskes og udstenes. Hold øje med orme og andre insekter. De skal helst være faste i kødet. I en gryde koges vand og mirabeller op i ca 5 min. Sukker og farin tilsættes og så snart det er opløst, tilsættes citronsaften. Herefter krydres med kanel og pektinpulveret drysses i - man kan justere tykkelsen på marmeladen ved at drysse lidt mere eller mindre i. Lad marmeladen koge lidt ved lav varme og hæld den direkte på kogte glas og luk med det samme.



Jeg har denne gang valgt ikke at konservere med atamon, efter jeg fandt en skøn bog i en genbrugsforretning: "Konservering - uden brug af kemiske tilsætningsstoffer". Desuden er jeg ret sikker på, denne marmelade bliver spist, før den har nået at tænke på ordet "mikroorganisme".  

torsdag den 28. juli 2011

forårsruller og fejring

Min dejlige veninde Jesse er endelig blevet forlovet med vores gode ven Stig, som vi har kendt siden ... Hun skal desuden om lidt finjustere sine kunstneriske talenter på kunstakademiets keramiske linie, tjek i øvrigt også dette link, hvor du kan se nogle af Jesses vidunderlige ting, der kan købes!  Så der var rigeligt at fejre i går og så elsker jeg tillige at lave mad til dette par, fordi de altid roser mig i skyhøje toner :-) - og det siger man ikke nej tak til. Så jeg forsøgte mig med hjemmelavede forårsruller med rispapir, chilisauce og hurtigsyltet agurkesalat. Til dessert fik vi honningmelon og friskplukkede bær med mascarpone-chokolademousse (kan ikke holde op med at bruge det der mascarpone...).


Man kan købe rispapir i rigtig mange mindre grønthandlere. Jeg fandt mine i Den Kinesiske Butik i København. Det er faktisk en forholdsvis nem proces: Pladerne skal dyppes enkeltvis i varm vand i ca. 5 sek. Så bliver de dejlig slaskede.. Herefter lægges de på et vådt underlag (jeg brugte mit skærebræt), ellers klistrer de fast. Derefter lægges fyldet i og man pakker forsigtigt rispapiret omkring - se billederne.Det er en god ide at pakke dem så tæt til fyldet som muligt, ellers lækker de, når de kommer på panden. 
Når de skal steges, skrues helt op for varmen - den skal være brændvarm! En god sjat olivenolie og så på med krabaterne 


Angående indhold, så stegte jeg en kalkunfilet i grovsnittede hvidløg og ingefær (rigeligt), lidt salt og lod den simre en times tid i ca. 3 dl. hvidvin. Man kunne også bruge kokosmælk eller bouillon eller lignende. Det er bare vigtigt, at kødet ikke bliver tørt. Herefter findelte jeg kødet og hældte "sovsen" med hvidløgs og ingefærsstykker henover. 


Som gemüse brugte jeg fintsnittede nye gulerødder, rød og grøn peber og løg. Jeg tror selleristænger kunne være godt også eller friske krydderurter for at give farve og smag

















Chilisauce:
2 dl. sukker
2 dl. vand
piri piri chili til du synes, det er stærkt nok. (jeg brugte ca. 2 spiseskefulde)
saften fra ½ citron.


Lad vand og sukker koge op. Hæld chilien og citronsaften i, og lad det stå og simre i et par minutter - ikke for længe, da det ellers krystaliserer. Tag saucen af varmen og lad den stå og trække smag til sig indtil den skal serveres. Det kan virke voldsomt med så meget chili, men varmen og syren tager toppen af styrken af, og denne sauce fungerer altså bare godt!


Hurtigsyltet agurkesalat:
1 agurk
1 lille løg
en god sjat hvidvinseddike


Snit argurker, løg, som du ønsker og overhæld med hvidvinseddike. Bland det med hænderne og lad overskudseddiken dryppe fra når du anretter salaten. 


Den ene af rullerne er lavet med rejer, og som man kan se på billedet, kan det være lidt svært at få indholdet til at blive, hvor det skal - det bedrer sig jo færre man steger samtidigt - de klistrer nemlig til hinanden!
Denne her sammensætning er altså virkelig god, fordi den indeholder noget for alle smagsløgene. Det salte i forårsrullen, der gerne tåler en god soya, umami i rispapiret, stærkt og sødt i chilisaucen, surt i agurkesalaten. Det bitre kommer til desserten:


Chokolade-mascarponemousse:
Mascarpone produceres et par dage i forvejen efter følgende metode.
Tidligt på dagen, hvor desserten skal serveres, eller dagen før, varmes (til 4 voksne og 2 små børn) 250 gr. mascarpone op med ½ dl. fløde ved lav varme. I en anden gryde smeltes 100 gr. mørk mørk chokolade. Når mascarponen er helt flydende og godt varm, ikke kogende, hældes chokoladen i lidt af gangen under voldsom omrøring - virkelig! Moussen sættes på køl og er stivnet efter ca. 3 timer. Uh, hvor det smager godt! 




hæld lige den sammenblandede masse ned i resten af den
smeltede chokolade, så du får det hele med! :-)



Godt tip, når man bruger sprøjtepose:
Læg den ned i et stort glas el. lign. og
fyld så indholdet i, så undgår du en
masse gris, og du får mest muligt ud
af dit fyld!




        

mandag den 25. juli 2011

Nye horisonter

Vi er blevet enige i Kiks & Kompot om, at vi må gå nye veje hver for sig. Det betyder, at Iben beholder Kiks & Kompot, hvorfra hun helt sikkert vil kreere rigtig dejlig mad, og jeg laver mit eget lille enmandsfirma. Til det formål skal jeg bruge et nyt navn. Jeg tænkte på noget i retningen af "Løyerlig mad" (idet mit efternavn er Løye), men kan ikke helt finde ud af, om det navn nu smager godt nok. Er der nogen, der har et godt forslag?

søndag den 17. juli 2011

wow..

Tak til Karen Klarbæk for at gøre mig til perleblogger og for at kæmpe mod janteloven. Jeg er helt overvældet over en fordobling af mine faste læsere! Tusind tak! Jeg vender tilbage til bloggen efter min ferie med nye spændende tiltag på menuen. Indtil da: God sommerferie til jer alle! :-)

tirsdag den 12. juli 2011

arriva on time!



Han var meget lykkelig for arrivatogkagen, så lykkelig, at han med det samme snuppede førerhuset og spiste det i een mundfuld - en noget klistret oplevelse - Marshmallowfondant er altså ikke gudespise, men flot ser det ud! Jeg panikkede lidt over det store grønne stykke overtræksfondant, der blev ved med at hænge fast i bordet, men min mand Lasse kom mig til hjælp og fandt to pakker marcipan i slikkassen. Ikke dårligt! Det er faktisk nemmere  at arbejde med, synes jeg. Men som lovet kommer her en opskrift på lagkagen. Her skåret ned til ca. 8 personer - alt efter hvor meget kage man kan fråde.


Hjemmelavede lyse bunde (lidt (eller meget) tyvstjålet her fra):
Jeg bager dem af flere omgange i stedet for at bage en stor bund og så skære den på langs. Synes, det giver en pænere resultat. Til 2 bunde skal bruges:

- 4 æg
- 115 gr sukker
- 115 gr. mel
- 40 gr. smeltet afkølet smør

Til mætningen af bundene bruges en varm sirup bestående af:

- 100 gr sukker
- 1 dl. vand
- 1 tsk vanilleessens

Æg og sukker piskes i en uendelighed! Indtil massen står selv! Mel sigtes og røres forsigtigt i massen. Til sidst vendes den afkølede smør i. Fordel massen i en velsmurt springform med bagepapir i bunden.
Bag ved 190 grader (normal ovn) indtil bunden er lysebrun. (ca. 10-15 min) Gentag ved bund nummer 2 :-)

Koldskålsfromage (igen inspireret af "andre") med friske ribs og jordbær:

½ liter kærnemælk
1 stang vanille plus flormelis til at lave vanillesukker
200 gr. sukker
saft og skal fra 1 citron
5 blade husblas
2½ dl. piskefløde

200 gr ribs
200 jordbær
Lidt sukker til at råsylte dem

Husblas lægges i blød i vand. Kærnemælk, sukker, citronskal og vanillesukker piskes sammen. Citron varmes op (ikke til kogepunktet). Husblas virker IKKE med kold citron, så don't go there! Smelt husblasen i gryden. lad det afkøle lidt og pisk det så i blandingen gennem en sigte. Pisk fløden til skum og rør den i. Cremen fordeles ud over bund 1, der stadig ligger i sin form. Bær lægges oven på, herefter bund nummer 2. Man kan sagtens bruge flere bunde, men jeg synes, fromagen er køn at kigge på! - og spise også!
Sæt kagen i køleskabet natten over. Dagen efter er fromagen stivnet!

Til  August' kage, brugte jeg en smørcreme under fondanten bestående af smør, nutella, kakao, vanilleessens og flormelis. Bland det sammen, så du synes, det smager fortrinligt. Man kan lave alle mulige slags spændende smørcremer, men denne her er simpel og god! Den skal så smøres ud over kagen, hvorefter fondanten lægges på. Her kan I se resultatet af et lykkeligt fødselsdagsbarn og en kagesulten kusine!

tirsdag den 5. juli 2011

3


Min lille bitte dreng, der snart ikke er lille længere, fylder 3 år på mandag! Der er noget særligt over den første gang, man får et barn. Når jeg kigger på billeder af ham som nyfødt, får jeg et sug i maven og genlever alle de store fornemmelser, der følger sådan en tilblivelse af nyt liv. Underligt som tiden går. En dag bliver han er stor og voksen mand - jeg begriber det ikke ikke ikke! Til gengæld står det lysende klart for mig, at min August aldrig kommer til at slippe sin store interesse: Tog! Derfor skal han også have en togkage, der er så flot, som jeg kan præstere! Hans yndlingstog for tiden er arrivatog- spørg mig ikke hvorfor - men arrivatog skal der på kagen. Edith, der er kagemesteren over dem alle, har givet mig et tip til at lave figurer af en klistret blanding af rice crispies og skumfiduser. Denne beklædes så med marshmallowsfondant. Billeder og opskrift på kage, der blandt andet skal indeholde koldskålsfromage med jordbær, følger senere. Stay tuned!