lørdag den 19. januar 2013

Er der andre end mig, der har læst denne artikel?

Hm. Faldt over denne artikel i politiken og har ikke rigtigt kunne slippe den siden. Vi jagter sundheden i dag som en anden religion, som om den i sig selv sætter os fri og giver os evigheden i bytte for lange ulidelige løbeture og faste fra fedt og kulhydrater. Jeg er ikke kostekspert, men jeg ved een ting: Sukker og fedt smager fantastisk! Og hvis ikke jeg må bruge riiiigeligt med smør for at kunne være en del af den nye sundhedsfascisme i dette land, så melder jeg mig ud (ikke af Danmark - bare den der helseklub).

Og så husk lige, at vi faktisk skal have energi fordelt på:

Kulhydrat = 50-60% 
Fedt = 20-30% 
Protein = 15-20%
(taget fra sundhedsguiden.dk)

I øvrigt så har størstedelen af danskerne sandsynligvis slet ikke råd til at lave den gourmetmad, brdr. Price laver - i hvert fald ikke til daglig, så mon ikke det går. Lad os dog fejre den gode smag og variationen i stedet for al den mængdepedanteri!

Vi fejrer, at det er lørdag i dag med denne dejlige marengskage med flødeskum, mango og ananas:


lørdag den 5. januar 2013

Sådan..



Vægelsindet kylling..


Jeg har i dag besluttet mig for at afprøve nogle forskellige ting med en kylling. Jeg har faktisk aldrig kogt en kyllingefond før, så det skal prøves og bruges til en herlig risotto lavet på grødris (JA!) og cognac. Restkyllingen (altså den man kan spise) blev parteret til 8 skønne rustikke stykker der koger i et tilsvarende sammensurium af:

Blegselleri
Fennikel
Forårsløg
Gulerødder
Frisk bredbladet persille
Rødløg
3-4 etfeddede hvidløg
hvidvinseddike
salt og peber.

Fonden skal stå og koge i et par timer og grøntsagerne samt skrog osv. sigtes fra før fonden bruges..

Uhmm. hvor det dufter i mit køkken.

Ps. Billeder af den herlige ret kommer senere i dag :-)




torsdag den 10. maj 2012

Prø’li’å’se’her!






Dette er resultatet af overskudsmor/studine/studentersekrætær etc. etc.’s (ja, det er et ejefald s i forlængelse af en masse) ”hårde” arbejde. OG I får IKKE opskriften! Fordi jeg kan sgu ikke huske den. Men altså – jeg eksperimenterer lidt med rugbrød for tiden og er kommet til den erkendelse, at det faktisk er verdens nemmeste ting at bage, hvis man vel at mærke har ham her til at hjælpe sig (Jeg kalder ham bare Ken).

Men 5 gode tips kan I få (supplér endelig med flere):

1. Surdej af mel, vand og en lille smule gær i køleskab i 2-3 dage i lukket boks – det virker altså fint nok for mig. HUSK nu at tage en klump af den nye dej til at producere mere surdej! (Undertegnede har glemt det  et par gange)

2. Brug kulør! Der er sirup i og farven får alting til at se mere groft ud, end det er.. haha

3. En rugbrødsdej skal være cremet, men fast!

4. Brug masser af kerner, og eksperimentér løs! Jeg har en veninde, der kommer rosmarin og basilikum i.- uhm!

5.  Lad stå med film over brødformen ved stuetemperatur i 12 timer, og bag det ved 230 grader i et kvarter og 190 grader i ca. 1 time.

søndag den 6. maj 2012

Volver..


.. er spansk og betyder ”at vende tilbage”. For tiden gør jeg mig mange tanker om dette at vende tilbage til noget. Er det overhovedet muligt? Kan man springe det mellemliggende over og lade som ingenting? Eller skal man se alle sine fiaskoer i øjenene først? Min kloge mand siger, at man aldrig kan gå i den samme flod to gange, for den vil altid være forandret. Uanset hvad, kan jeg mærke, at jeg gerne vil gøre forsøget.

Jeg mødtes for nyligt med en god gammel veninde, jeg ikke har talt med i næsten 1½ år pga. en dum kontrovers. Det var så underligt, som tiden havde gjort os begge ældre, men snakken og den intuitive forståelse af hinanden var helt intakt. Floden havde formet og forandret os, men alligevel var det en velkendt strøm, der førte os sammen igen.

Jeg har på det seneste koncentreret mig mest om min lille familie og mit studie, og madlavning og firma har stået helt på standby. Nu kan jeg mærke, jeg er klar til at starte forfra fra et nyt sted, fra der hvor det føles rigtigt. Så hvis I derude kan holde til at få endnu et par hjemmestrikkede opskrifter og lidt lommefilosofi af den værste slags, så hold øje med jeres bloglister.
Ya estoy de vuelta para hacer más mermelada!


lørdag den 17. september 2011

Prezi!

Prøv lige at tjekke det her Prezi-program ud! Det sparker røv til powerpoint, altså! Skal liiige lære at bruge det ordentligt, men ellers er det supercool. Bryder du dig om opskriften? Kommentarer modtages rigtig gerne :-) Glædelig sensommer til alle!




lørdag den 10. september 2011

Gentofte flytter til Israels Plads!



Jeg var da ligesom alle andre nysgerrig efter at se det nye "Torvehallerne". Blot må jeg sige, at mine forventninger med mødt med... lige præcis det, jeg forventede: Et smart, dyrt og prætentiøst marked, hvor kilopriserne generelt oversteg enhver moderne husmors/fars budget - dvs, hvis man altså ikke lige kommer fra Gentofte etc. Udover priserne, var jeg noget skuffet over udbuddet af varer. Der var ligesom ikke noget nyt under solen. Blot kunne jeg nu få lov at betale 31,50 for sushi nori i stedet for de 19.50 hos min sædvanlige grønthandler. Jeg er her ret sikker på, det ikke er kvaliteten på varen, der determinerede prisen, men derimod den høje husleje. 

   Når det så er sagt, så blev jeg glædeligt overrasket over Coffee Collective, der netop har åbnet en café i Torvehallerne. Jeg havde fået dem anbefalet og måtte lige teste, om kaffen faktisk var så god, som lovet.Prisen for en cappuccino lå på 28 kr, og den skuffede altså ikke! Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var en af de bedste kopper kaffe, jeg nogensinde har smagt. Så hvis jeg vender tilbage til Torvehallerne igen, vil det helt sikkert være til Coffee Collective´s fortjeneste...