Rugbrød med hakkebøf og spejlæg er toplækkert. Sådan er det bare. Servér med rå løg, piccadilly, conichoner, tomat og frisk løvstikke!
lørdag den 31. maj 2014
fredag den 30. maj 2014
Chili con remolacha!
Jeg blev egentlig bare lidt inspireret af en mand på tv, der blendede grøntsager i sovsen for at gøre den mere sund. Det ene tog det andet, og jeg manglede en lille overspringshandling fra min eksamenslæsning.
Chili con Remolacha (rødbede)
Hele hvidløg, porrer, lidt BACON og rødbede skåret i grove stykker ristets af på panden med rigeligt olivenolie, frisk peber, chili og hvad du ellers kan tænke dig af gode krydderier.
Jeg havde en hjemmelavet tomatsupper fra dagen før, som jeg spædede til, men man kan også bare bruge et par dåser flåede tomater og lidt fløde.
Det hele skal stå og simre lidt indtil rødbedestykkerne er al dente.
Alt imens det simrer, steges (i mit heldige tilfælde) 500 gr. hakket limousine kalvekød - gerne leveret fra en rar far, der sørger for at holde din fryser fyldt op. Tilføj blot lidt salt og peber til kødet
Blend nu suppen med en stavblender og tilføj kødet. Servér med 18 % cremefráiche rørt med lidt A38 - det giver en særlig god smag! Ja - og så selvfølgelig et iskoldt glas Rosé - ikke brût, som er vist på billedet.
Ps. Jeg har ikke skrevet mængder på, for det kommer lidt an på dit behov for meget/lidt bacon :-)
Pps. Rødbede er rig på kulhydrater og fibre samt jern, C-vitamin og B-vitaminet, folacin og nitrat.
mandag den 16. september 2013
EP-release
Foto: Martin Høybye
I torsdags skulle jeg lave mundhapsere til min gode veninde Amalie Riis' EP-release. Det var en rigtig skøn udfordring og jeg lavede 5 forskellige slags muffins, hvoraf 4 af dem var madmuffins.
På billedet ses muffins med artiskokpesto og bresaola, grøn pesto og røget laks, soltørrede tomater og squash, blueberrycheesecakemuffins og chévre chaud muffins med forårsløg.
I øvrigt kan du lytte til og købe Amalies skønne EP her
I torsdags skulle jeg lave mundhapsere til min gode veninde Amalie Riis' EP-release. Det var en rigtig skøn udfordring og jeg lavede 5 forskellige slags muffins, hvoraf 4 af dem var madmuffins.
På billedet ses muffins med artiskokpesto og bresaola, grøn pesto og røget laks, soltørrede tomater og squash, blueberrycheesecakemuffins og chévre chaud muffins med forårsløg.
I øvrigt kan du lytte til og købe Amalies skønne EP her
torsdag den 5. september 2013
Frugthøst i Amager Fælled!
Så har vi været på Amager Fælled og høstet dejlig frugt og bær. Man kan plukke æbler, mirabeller, blommer og brombær en masse!
Vi brugte dagens indsamling på at lave en lille marmelade ved at bruge pektinen fra umodne små æbler. Jeg kogte æblerne uden kernehus og sammen med sukker (det behøver man vist ikke) i ca. ½ time. Derefter mosede jeg den grødede æblemasse igennem en almindelig si. Hvis man vil have en mere raffineret gelé, kan man lade saften sive igennem et klæde natten over.
Vi samlede:
100 gr. brombær (der blev spist en del på turen)
200 gr. mirabeller (vægt efter udstening)
350 gr. små umodne æbler (vægt efter fjernelse af kernehus - som i øvrigt ikke er nødvendigt at gøre)
Æblerne koges op med 2 dl. vand og 200 gr. sukker. Koger indtil det har konsistens af grødet masse.
Brombær og mirabeller koger med 200 gr. sukker og kornene fra 1 vaniljestang ved middel varme.
Æblemassen moses igennem en si og i blandes bærmarmeladen. Det koger sammen i ca. 20 minutter.
Hæld marmeladen på skoldede glas :-)
torsdag den 7. februar 2013
Les Choux
Jeg har får en rigtig behagelig følelse, når jeg pudser gammelt sølvtøj, polerer en beskidt rude, udspartler huller, maler en væg i en ny farve OG når jeg skal piske, som gjaldt det døden, hvorfor jeg altid laver opbagte sovse. Har du det også sådan? Nå ikke? Så skal du ikke gå i gang med følgende projekt.
Jeg skal lave fastelavnsboller til mine søde vuggestuebørn og deres herlige beskyttere (pædagogerne), men jeg syntes ligesom, at den der croissantdej var lidt for heftigt at begive sig ud i lige i dette tilfælde. Så jeg har lavet vandbakkelser. Og det er jo det nemmeste og taknemligste stykke kagebrød, der findes, altså.
Til 33 personer (store og små) har jeg lavet en portion på 50 stk:
300 gr. smør
6 dl. vand
300 gr. mel
10 store æg
Smør og vand koges op i en gryde og så kommer det... mel hældes i og piskeriset får sin lille solo. Der skal piskes som bare fanden. Det kan godt betale sig at bruge en elpisker, for dejen bliver hurtigt fast. Når den slipper siderne af gryden, tages gryden af varmen og dejen køler lidt af.
Slå alle æggene ud i en skål og hæl dem i dejen én blomme med lidt hvide ad gangen, mens du pisker grundigt. Dejen bliver nu meget elastisk, glat og smidig (og kan godt finde på at hænge fast om piskerisene på en meget uhensigtsmæssig måde). Kom den i en sprøjtepose og sprøjt små portioner ud på et stykke bagepapir. Husk, at vandbakkelserne hæver til over dobbelt størrelse, så giv god plads imellem.
Bag dem i ca. 20 min ved 220 grader. Test, om de er færdige ved at tage en ud, og se, om den falder
sammen.
Hvilken slags creme skal jeg mon komme i?
mandag den 21. januar 2013
Les croissants
Endelig har jeg overvundet min akilleshæl og skabt.. en croissant! Sprød og med 27 lag. Det er en fantastisk følelse, der fik mig i et helt overgearet humør. Jeg kan slet ikke finde ud af at spise dem uden at pille dem langsomt fra hinanden for at beskue de fine lag..
Det skal også lige nævnes, at processen tog mig ca. 3 dage og jeg har aldrig fulgt en opskrift så nøje i hele mit liv. Du vil sikkert også gerne have den? Værsågod:
ca 10 croissanter:
Dag 1:
Først skal der komponeres et såkaldt hævestykke. Alle ingredienserne skal i køleskabet et par timer, før du går i gang:
Hævestykke:
50 gr. glutenfyldt mel
30 ml. kold mælk
½ tsk brun kold farin..
1 knivspids kold salt
2½ gr. gær (meget lidt)
10 gr. usaltet smør
Ingredienserne blandes og æltes (helst på maskine), indtil dejen er elastisk. Derefter hviler den lille dejklump indpakket i film ved stuetemperatur i 2 timer. Sæt den på køl natten over.
Dag 2:
Igen skal alle nedenstående ingredienser stå på køl i minimum 2 timer før de blandes.
Croissantdej:
Hævestykket
465 gr. glutenfyldt mel
275 ml. kold mælk
½ dl. eller 30 gr. brun farin
1½ tsk. salt
20 gr. gær
Det hele røres sammen ved lav hastighed på røremaskinen i 3-4 minutter indtil dejen er elastisk og lækker. Saml dejen til en kuge og sæt den på køl natten over.
Dag 3:
I dag er der premiere på les croissants!
Tag 250 gr. usaltet rigtig smør direkte fra køleskabet (IKKE smørbart halløj) og rul det mellem to stykker bagepapir til det har en tykkelse på ca. 1 cm og danner et kvadrat. Læg så kvadratet i køleskabet, mens du udruller croissantdejen til et rektangel på ca 15 x 30 cm. Placér smørstykket på den ene side og fold dejen henover smøret og luk det inde hele vejen rundt.
Rul så dejen forsigtigt ud til et rektangel på ca. 20 x 45 cm. Fold rektanglet en trediedel ind over sig selv og fold den anden trediedel ind over - ligesom et brev.
Nu skal dejen pakkes ind i film og hvile i køleskabet i 20 min. Gentag processen fra før yderligere 2 gange men drej dejen 90 grader hver gang, så glutenet bliver strukket i alle retninger.
Efter disse 3 gange inkl. hviletider rulles dejen ud til et rektangel på 20 x 60 cm med en tykkelse på 5-8 mm. Der skæres med pizzaskærer 10 trekanter, der er 6 cm i bunden og 20 cm i højden. Fordel trekanterne på en bageplade og sæt den i køleskabet (igen...) i ca. 10 min. Stræk derefter forsigtigt i trekanterne og rul dem sammen nedefra og op og hæft spidsen fast uden croissanten.
Lad nu croissanterne hæve under et fugtigt klæde ved stuetemperatur i 2 timer! Derefter pensles de med en blanding af lige dele æg og mælk + en lille smule salt
Tænd ovnen på 240 grader og skru ned til 190 grader i det du sætter croissanterne i ovnen. Bag dem indtil de er gyldne (jeg bagte mine i ½ time, men opskriften sagde et kvarter..) Kig på dem - det ser fantastisk ud, når man kan se lagene separere..
Og så har du brugt et halvt liv på at bage de dejligste og lækreste stykker bagværk!
lørdag den 19. januar 2013
Er der andre end mig, der har læst denne artikel?
Hm. Faldt over denne artikel i politiken og har ikke rigtigt kunne slippe den siden. Vi jagter sundheden i dag som en anden religion, som om den i sig selv sætter os fri og giver os evigheden i bytte for lange ulidelige løbeture og faste fra fedt og kulhydrater. Jeg er ikke kostekspert, men jeg ved een ting: Sukker og fedt smager fantastisk! Og hvis ikke jeg må bruge riiiigeligt med smør for at kunne være en del af den nye sundhedsfascisme i dette land, så melder jeg mig ud (ikke af Danmark - bare den der helseklub).
Og så husk lige, at vi faktisk skal have energi fordelt på:
Kulhydrat = 50-60%
Fedt = 20-30%
Protein = 15-20%
(taget fra sundhedsguiden.dk)
I øvrigt så har størstedelen af danskerne sandsynligvis slet ikke råd til at lave den gourmetmad, brdr. Price laver - i hvert fald ikke til daglig, så mon ikke det går. Lad os dog fejre den gode smag og variationen i stedet for al den mængdepedanteri!
Vi fejrer, at det er lørdag i dag med denne dejlige marengskage med flødeskum, mango og ananas:
Og så husk lige, at vi faktisk skal have energi fordelt på:
Kulhydrat = 50-60%
Fedt = 20-30%
Protein = 15-20%
(taget fra sundhedsguiden.dk)
I øvrigt så har størstedelen af danskerne sandsynligvis slet ikke råd til at lave den gourmetmad, brdr. Price laver - i hvert fald ikke til daglig, så mon ikke det går. Lad os dog fejre den gode smag og variationen i stedet for al den mængdepedanteri!
Vi fejrer, at det er lørdag i dag med denne dejlige marengskage med flødeskum, mango og ananas:
lørdag den 5. januar 2013
Vægelsindet kylling..
Jeg har i dag besluttet mig for at afprøve nogle forskellige ting med en kylling. Jeg har faktisk aldrig kogt en kyllingefond før, så det skal prøves og bruges til en herlig risotto lavet på grødris (JA!) og cognac. Restkyllingen (altså den man kan spise) blev parteret til 8 skønne rustikke stykker der koger i et tilsvarende sammensurium af:
Blegselleri
Fennikel
Forårsløg
Gulerødder
Frisk bredbladet persille
Rødløg
3-4 etfeddede hvidløg
hvidvinseddike
salt og peber.
Fonden skal stå og koge i et par timer og grøntsagerne samt skrog osv. sigtes fra før fonden bruges..
Uhmm. hvor det dufter i mit køkken.
Ps. Billeder af den herlige ret kommer senere i dag :-)
torsdag den 10. maj 2012
Prø’li’å’se’her!
Dette er resultatet af overskudsmor/studine/studentersekrætær etc. etc.’s (ja, det er et ejefald s i forlængelse af en masse) ”hårde” arbejde. OG I får IKKE opskriften! Fordi jeg kan sgu ikke huske den. Men altså – jeg eksperimenterer lidt med rugbrød for tiden og er kommet til den erkendelse, at det faktisk er verdens nemmeste ting at bage, hvis man vel at mærke har ham her til at hjælpe sig (Jeg kalder ham bare Ken).
Men 5 gode tips kan I få (supplér endelig med flere):
1. Surdej af mel, vand og en lille smule gær i køleskab i 2-3 dage i lukket boks – det virker altså fint nok for mig. HUSK nu at tage en klump af den nye dej til at producere mere surdej! (Undertegnede har glemt det et par gange)
2. Brug kulør! Der er sirup i og farven får alting til at se mere groft ud, end det er.. haha
3. En rugbrødsdej skal være cremet, men fast!
4. Brug masser af kerner, og eksperimentér løs! Jeg har en veninde, der kommer rosmarin og basilikum i.- uhm!
5. Lad stå med film over brødformen ved stuetemperatur i 12 timer, og bag det ved 230 grader i et kvarter og 190 grader i ca. 1 time.
søndag den 6. maj 2012
Volver..
.. er spansk og betyder ”at vende tilbage”. For tiden gør jeg mig mange tanker om dette at vende tilbage til noget. Er det overhovedet muligt? Kan man springe det mellemliggende over og lade som ingenting? Eller skal man se alle sine fiaskoer i øjenene først? Min kloge mand siger, at man aldrig kan gå i den samme flod to gange, for den vil altid være forandret. Uanset hvad, kan jeg mærke, at jeg gerne vil gøre forsøget.
Jeg mødtes for nyligt med en god gammel veninde, jeg ikke har talt med i næsten 1½ år pga. en dum kontrovers. Det var så underligt, som tiden havde gjort os begge ældre, men snakken og den intuitive forståelse af hinanden var helt intakt. Floden havde formet og forandret os, men alligevel var det en velkendt strøm, der førte os sammen igen.
Jeg har på det seneste koncentreret mig mest om min lille familie og mit studie, og madlavning og firma har stået helt på standby. Nu kan jeg mærke, jeg er klar til at starte forfra fra et nyt sted, fra der hvor det føles rigtigt. Så hvis I derude kan holde til at få endnu et par hjemmestrikkede opskrifter og lidt lommefilosofi af den værste slags, så hold øje med jeres bloglister.
![]() |
| Ya estoy de vuelta para hacer más mermelada! |
lørdag den 17. september 2011
Prezi!
Prøv lige at tjekke det her Prezi-program ud! Det sparker røv til powerpoint, altså! Skal liiige lære at bruge det ordentligt, men ellers er det supercool. Bryder du dig om opskriften? Kommentarer modtages rigtig gerne :-) Glædelig sensommer til alle!
lørdag den 10. september 2011
Gentofte flytter til Israels Plads!
Jeg var da ligesom alle andre nysgerrig efter at se det nye "Torvehallerne". Blot må jeg sige, at mine forventninger med mødt med... lige præcis det, jeg forventede: Et smart, dyrt og prætentiøst marked, hvor kilopriserne generelt oversteg enhver moderne husmors/fars budget - dvs, hvis man altså ikke lige kommer fra Gentofte etc. Udover priserne, var jeg noget skuffet over udbuddet af varer. Der var ligesom ikke noget nyt under solen. Blot kunne jeg nu få lov at betale 31,50 for sushi nori i stedet for de 19.50 hos min sædvanlige grønthandler. Jeg er her ret sikker på, det ikke er kvaliteten på varen, der determinerede prisen, men derimod den høje husleje.

Når det så er sagt, så blev jeg glædeligt overrasket over Coffee Collective, der netop har åbnet en café i Torvehallerne. Jeg havde fået dem anbefalet og måtte lige teste, om kaffen faktisk var så god, som lovet.Prisen for en cappuccino lå på 28 kr, og den skuffede altså ikke! Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var en af de bedste kopper kaffe, jeg nogensinde har smagt. Så hvis jeg vender tilbage til Torvehallerne igen, vil det helt sikkert være til Coffee Collective´s fortjeneste...
lørdag den 27. august 2011
Slubre slubre!
Uuuhh - den blev faktisk slet ikke så dårlig, den fiskesuppe! Det måler jeg ud fra kriterierne: a) Min mand spiste to portioner, b) min 1½-årige tog suppeskålen op og drak det sidste, c) Jeg syntes selv, den var ret ok!
Til en suppe for en familie på 4, brugte jeg 2 mellemstore torsk. Jeg skar fileterne ud, pillede ben, finner osv væk. På skrogene kogte jeg en fiskefond. Uden at have alt for meget erfaring med dette, vil jeg sige, det kan vist lade sig gøre rimelig nemt og bekvemt. Med et ordentligt bundt citrontimian, lidt salt og lige vand nok til at dække fiskeskrogene, blev der således fond til fire efter en små 5 timer ved lav temperatur.
Efter jeg havde afsiet fonden, brugte jeg følgende ingredienser til min suppe:
½ liter fløde
ca. 1 liter vand (måske lidt mindre - prøv dig frem forsigtigt)
4 små løg i både
2 fed hvidløg, fintsnittede
1 citron i tynde skiver
friskrevet muscatnød
salt
peber
chili
2 æggeblommer til legeringen
Før jeg kom torskestykkerne i suppen, kogte jeg løg, citron og krydderier sammen i ca ½ time. Så de små torskestykker i suppen (de bliver hurtigt færdige!) og til sidst legeringen: At piske to æggeblommer sammen med en lille smule af suppevæsken - i en gryde for sig. Efterhånden som væsken stivner, hældes mere suppe i, hvorefter jeg til sidst hældte min legering i suppen (Ved ikke helt, om det er præcist sådan man gør, men det virkede!)
Som lækker topping på suppen, smuldrede jeg noget daggammelt rugbrød og stegte det på panden med nogle solsikkekerner og salt.
Jeg kommer nok forbi kutterne på Vedbæk Havn en anden gang :-)
TORSK!
Mine to dejlige drenge og jeg tog bussen til Nærum for at handle ind til brunch til når far skulle stå op (meget træt far i morges). På vej hjem, kørte vi forbi Vedbæk Havn. I de 3 ½ år, jeg har boet i Vedbæk, har jeg sådan set altid vidst, at der blev solgt friske fisk direkte fra kutterne hver morgen fra kl. 09.00. Har jeg nogensinde købt nogle? Ikke før i dag! To store torsk for en halvtredser! Så mor her måtte i gang med at filettere og rengøre og jeg skal gi' dig! Det gode ved at være nybegynder her, er at man kan bruge det overskydende fiskekød (det, man kommer til at skære væk i forsøget på at fjerne benene) til fiskefond. Min stue dufter af dejlig torsk og citrontimian, og jeg glæder mig vanvittigt til at servere fiskesuppe, vi næsten selv har fanget, i aften! Billeder og opskrift følger, hvis den altså bliver god! :-)
onsdag den 24. august 2011
min nye hjemmeside..
Tjek lige min nye smarte hjemmeside, som min smarte superbruger-mand, Lasse, der faktisk ikke vidste noget om hjemmesider i forvejen, har lavet til mig. Synes, resultatet er blevet ret godt. Nu skal der bare fyldes op i galleriet... gå ind på: løyerlig mad
mandag den 22. august 2011
damefrokost!
Så har jeg været i Tåstrup for at levere og anrette damefrokost for de dejligste damer, jeg længe har mødt! De var så glade og positive og elskede (heldigvis) min mad! Det var en vidunderlig oplevelse, jeg lige bliver nødt til at dele lidt af med jer (der var mere på buffeten end billederne her viser):
| krebsehaler vendt i hjemmerørt aïoli med mangostykker |
| gratineret ratatouille |
| hjemmebagte brød, durum og grove |
| Grov remouladedressing lavet på tyrkisk yoghurt |
| De skønne damer :-) |
| De der chokolademuffins med... mmmmmm - ja mascarpone selvf... |
onsdag den 17. august 2011
Rene hænder..
har jeg for det meste! Men nu har jeg fået certifikat på det! Selvom hele klassen bestod hygiejnekurset på Københavns Tekniske Skole, så er det nu alligevel fedt med sådan nogle beviser! Derfor bruger jeg min ret, fordi det er min blog, og jeg bestemmer suverænt, hvad den skal indeholde muhahaha, til at flashe det:
Du kan nu spørge mig om hvad som helst ang. mikrobiologi og andre lækre emner som parasitter og skadedyr i og ved mad. Apropos sidstnævnte, så spiste jeg i dag en wok-ret i KTS' kantine og var ½ sekund fra at indtage en medstegt hveps! Uhmmmm.. Køkkenchefen, der efter sigende havde en Michelin-stjerne i bagagen, fik pænt besked på at returnere pengene. Uuuhhh, det risler stadig ned ad rygsøjlen, når jeg tænker på det...
Du kan nu spørge mig om hvad som helst ang. mikrobiologi og andre lækre emner som parasitter og skadedyr i og ved mad. Apropos sidstnævnte, så spiste jeg i dag en wok-ret i KTS' kantine og var ½ sekund fra at indtage en medstegt hveps! Uhmmmm.. Køkkenchefen, der efter sigende havde en Michelin-stjerne i bagagen, fik pænt besked på at returnere pengene. Uuuhhh, det risler stadig ned ad rygsøjlen, når jeg tænker på det...
søndag den 7. august 2011
Drømmemuffins fra Brovst...
I aften skulle der bages. Jeg syntes, det kunne være sjovt at transformere den klassiske Drømmekage fra Brovst om til en muffin-version. Dvs. lidt mere mel i kagedejen og en lidt anderledes topping.
Opskriften på 12 mellemstore muffins lyder som følger:
4½ dl mel
3 tsk. bagepulver
1,25 dl sukker
3 store tsk vanillesukker ELLER 3 tsk vanilleessens
1 æg
1,25 dl mælk
1, 25 dl. creme fraiche
125 gr. afkølet saltet smør
Topping:
100 gr. smør
150 gr. kokos
3,75 dl muscovadosukker
½ dl mælk
De tørre ingredienser, mel, sukker, bagepulver, vanillesukker sigtes og blandes i en skål for sig. Æg, mælk og creme fraiche tages ud god tid i forvejen, så de bliver tempererede. De "våde varer" piskes sammen. Lav herefter en fordybning midt i de tørre ingredienser og rør æggeblandingen i. Dejen kommes i forme og bages 25-30 min ved 180 grader.
Toppingen laves ved at blande alle ingredienserne sammen i en tykbundet gryde og lade dem koge hurtigt op. Husk, det må ikke brænde på. Tag gryden af, så snart sukkeret er smeltet. Påfør topping på muffins'ne og skru ovnen op til 250 grader, og bag dem i ca, 5 min, til overfladen er crispy!
Velbekomme! - og tjek lige mit super retro-kagefad, jeg fandt i en af Djurslands guldgenbrugsbutikker for blot en 20'er!!
lørdag den 30. juli 2011
Mirabellamarmelade
Så er der gang i gryderne igen. Mine 3 drenge var nede og fodre ænderne og kom hjem med en ordentlig pose nymodnede mirabeller. Det måtte der gøres noget ved! Hermed en lille Mirabellamarmeladeopskrift:
Der skal bruges:
1 kg. udstenede mirabeller
3 dl. vand
400 gr. sukker
400 gr. brun farin
saften fra 1 stor citron
2 tsk. kanel
pektinpulver ca. 2 tsk
Mirabellerne vaskes og udstenes. Hold øje med orme og andre insekter. De skal helst være faste i kødet. I en gryde koges vand og mirabeller op i ca 5 min. Sukker og farin tilsættes og så snart det er opløst, tilsættes citronsaften. Herefter krydres med kanel og pektinpulveret drysses i - man kan justere tykkelsen på marmeladen ved at drysse lidt mere eller mindre i. Lad marmeladen koge lidt ved lav varme og hæld den direkte på kogte glas og luk med det samme.
Abonner på:
Opslag (Atom)





